fredag den 9. oktober 2009

Gymnastik i de første år

Fra jeg var helt lille gik jeg til gymnastik i den lokale gymnastikforening, U.I.F. Da vi var små foregik træning mest i skolen gymnastiksal, et sted som jeg tror de fleste har oplevet i løbet af deres ungdom. Altid iskold og duftende af gummimadrasser og sure tær. Men stolt trak man alligevel i sine nye gymnastiksko. De var altid nye fordi ens fødder voksede så hurtigt i de år. De små fusser frøs stadig lidt, men gummisålerne hjalp lidt og endelig satte de musikken på og man fik varmen ved at spæne rundt i salen eller danse rundt, som regel lidt ude af takt.

Vi sluttede altid af med at synge sange ”aramsasa aramsasa og jeg håber at vi ses igen en anden gang…” mens vores forældre langsomt indfandt sig for at køre os hjem.

I marts var der opvisning i den store hal på den anden side af skolen. Det var en helt speciel oplevelse, som jeg altid glædede mig til. Først mødtes vi i omklædningsrummet, hvor vi fik udleveret de lejede gymnastikdragter, så vi alle var ens. Det var altid ulideligt spændende hvordan den så ud. Jeg kan især huske to jeg godt kunne lide, en rød dragt med en hvid stribe over brystet i skinnende stof og en super flot lyserød med gule drager, altså dem man flyver med i blæsevejr. Den var bare sej.

Når man endelig havde fået den på og vist den til far og mor og far havde taget de obligatoriske billeder, var der ventetid. Ventetid, til man endelig skulle på gulvet. Vi var spændte, rastløse og imponerede over alle de mennesker der var i hallen, de fleste kendte jeg ikke, men nogle genkendte man fra skolen, enten elever eller lærere.


Endelig skulle vi lave opvisningen, som jeg ikke husker meget af. Jeg koncentrerede mig, gjorde hvad vi havde lært og irriterede mig over de små, som af og til stak af ud til forældrene og dermed brød hele synkroniseringen. Og så pludselig var det slut, det vi havde øvet så længe. Men det tænkte man ikke meget over, for når vi var færdige kom altid dagens andet højdepunkt, Astronaut Isen!!! Alle deltagere fik en is, og det var altid astronaut is. Naturligvis var det spændende om man fik den røde vingummi eller den kedelige gule, men man følte også en vis stolthed over at have gjort sig fortjent til denne gave.

Jeg kunne nu sætte mig ned, sammen med mine forældre og hygge mig, spise isen og måske fik jeg en slikpose, mens vi kiggede på de andre gymnaster og jeg løb rundt med veninderne og legede på redskaberne indtil mor kom og hev mig i ærmet og sagde at nu skulle vi hjem og klæde om inden festen. Den store gymnastikfest, som hvor alle holdene kom sammen med deres forældre og der var mad og musik og dans og mere leg på redskaberne. Et utroligt fællesskab, hvor tiden fløj af sted.

Vi lavede sanglege og Fies far, Bent, som også var lære på skolen spillede guitar sammen med Per, Anders’ far på bas. Der var både Åh, Susanne og ”Og gå så din vej”, jeg ved ikke hvad den hedder rigtigt. Men jeg mindes, at jeg dansede og dansede og dansede indtil jeg var så træt jeg næsten ikke kunne stå og så skulle vi hjem og jeg faldt naturligvis i søvn i bilen på vej hjem, selvom det kun tog 3 minutter. Lykkelig og udmattet efter en vidunderlig dag.

Køreture

Vi kørte meget i bil da jeg var barn. Jeg elskede det. Der var noget fortryllende ved bare at læne sig tilbage og lade eventyret køre forbi. Som regel havde jeg ingen idé om hvor vi skulle hen, men jeg vidste dog, at når vi stod op midt om natten og blev båret ud i bilen, hvor der var lavet en dejlig seng på bagsædet mellem tasker og ting og sager, hvor min bror og jeg kunne sove indtil morgensolen vækkede os et sted i Tyskland, så var vi på vej til Holland! Ned til farmor og farfar. Et stort eventyr for en lille pige, hvor man skulle opleve en masse nye ting, men også en masse velkendte som man kun oplevede sammen med farmor og farfar. I Holland havde de mange spændende ting, som man ikke havde i Danmark. Solbærsodavand, spiseligt papir, kinesisk mad og vla, en sød slags budding-yoghurt ting som man ikke får andre steder.


Nogle gange skulle vi ikke så langt, men det var altid spændende hvor vi skulle hen. Selvom de havde fortalt det, kunne man jo aldrig være sikker. Det var især dejligt om aftenen, hvis man havde været på besøg hos nogen inde i byen og skulle hjem. Så kunne man lægge hovedet op af vinduet eller endnu bedre ligge ned på mors lår og kigge ud. Og det ville være helt mørkt, og gadelygterne ville langsom bevæge sig forbi i en uendelig, rolig rytme, som gjorde mig utrolig søvning. Og hvis jeg på mirakuløs vis holdt mig vågen længe nok, hvilket kun skete meget sjældent, holdt gadelygterne op og mørket kom helt tæt på. Så vidste jeg, at vi snart var hjemme, for ude hvor vi boede var der ingen gadelygter.

Det mørkeste mørke

Mørket har fyldt meget i min opvækst, ikke på en negativ måde, nok mere som en udfordring.
Ikke kun for mig, men også mine venner.

Op igennem skoletiden, kunne det godt være svært at lokke vennerne på besøg selvom jeg kun boede et par kilometer væk. Især i vintermånederne når det blev tidligt mørkt, var det nok lidt nemmere at gå ind til naboen i villakvarteret end at hoppe på cyklen og køre ud i mørket og uvisheden for at komme ud til mig, derude hvor gadelygterne ikke eksisterede.

Min bedste veninden har én gang taget udfordringen op, hvilket siger noget om hvor god en veninde hun er! Hun tog med mig hjem efter skole, vel vidende at det ville være mørkt, meget mørkt, når hun skulle cykle hjem. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at min far har tilbudt at køre hende hjem. Men Pernille er både stædig og beskeden og har nok overbevidst ham om at det var overhovedet ikke noget problem at cykle de par kilometer og det var jo kun den første kilometer, der ikke var gadelygter. Så hun hoppede på cyklen og trampede derudaf.

Omkring en halv time senere ringede hendes mor og spurgte om hun ikke snart kom hjem. Min fars blik stivnede, mens han fortalte at hun var kørt for længe siden. Han ville straks køre ud og lede efter hende. Efter et kvarters tid ringede Pernilles mor igen og fortalte, nærmest undskyldende at nu var hun kommet hjem, lidt rystet, men også lidt pinlig berørt. Det vidste sig at Pernille var kørt forkert.

Da hun vidste at hvis hun kørte til venstre ad vejen fra vores hus, ville hun blive nød til at køre igennem et stykke skov. Og selvom man ikke tror det kan blive meget mørkere, så når man kommer ind i skoven, bliver mørket alligevel en tand dybere og lidt mere uhyggeligt. Derfor havde Pernille besluttet at prøve at køre i den modsatte retning, i håb om at hun kunne komme hjem uden at skulle igennem skoven.

Almindelige mennesker, med en middelmådig stedsans, vil nok kunne regne ud, at den modsatte vej, sjældent fører i samme retning som den vej du skulle have kørt. Men man har heldigvis senere fået konstateret at Pernilles stedsans er lidt udover det sædvanlige, nærmest ikke tilstede, og man kan derfor kun have blid medlidenhed med hende, da hun truet af frygt for det mørkeste mørke, valgte så urationelt at køre i den modsatte retning end den hun egentlig skulle have kørt.

Hun er nu en yderst kompetent kvinde indenfor videnskaben og jeg er sikker på, at hendes evne og mod til at gå en den modsatte retning vil føre hende langt i hendes karriere.



Jeg selv oplevede det mørkeste mørke, da jeg begyndte at cykle i skole. Det var rimelig sejt ikke at skulle med skolebussen om morgenen ligesom de små i området. Men det var så til gengæld rimelig nederen, træls, når man havde glemt sine lygter og skulle cykle hjem uden efter gymnastik om aftenen.

Men dengang havde man ikke mobiltelefon, og kunne ikke ringe efter kære far, som kunne komme en til undsætning. Så man måtte bare op på stålhesten og minde sig selv om at man også var en stor pige og at skoven var et fredeligt sted også om natten. Jeg vidste præcis hvor mange gadelygter der var frem til hullet.

Hullet ind til skoven. Hullet ind i det mørkeste mørke, hvor man ikke kunne se en hånd for sig. Jeg undrede mig gang på gang over, hvem i himlens navn der synes det var smart at stille alle gadelygterne langs markerne hvor månen gav masser af lys og så stoppe lige inden skoven, og hermed overlade små piger på cykel til nattens og heldets skæbne i et modigt forsøg på at overvinde fantasiens rige rolleliste af væsner, som potentielt kunne indfinde sig på de 600 meter vej som var omslugt af det mørkeste mørke skov. Men der var kun én vej. Ned af bakken, ind i hullet.

Det første stykke måtte man bremse lidt, for ikke at få for meget fart på, før øjnene havde vænnet sig til mørket. Hvis man var heldig og månen var fremme, ville øjnene opfange kontrasten mellem træerne og himlen og kiggede man op, kunne man se ruten som en stribe af gråt mellem træernes mørke kroner.

Hvis man var uheldig, var det en af de der grå, frysende vinteraftner i januar, hvor himlen var dækket af tunge skyer, som ikke lukkede den mindste smule lys ind i verden. I det tilfælde var den bedste metode at stille sig op i pedalerne, bøje lidt i knæene og sætte en fod let på astfalten ned ad bakken. Så kunne man nemlig høre om man befandt sig på vejen og på rette spor mod civilisationen udenfor, eller om man var på vej ind i mørkets uforudsigelige, fatasifulde eventyrunivers, hvor der højst sandsynligt fandtes nogle meget ubehagelige eksistenser.

Jeg husker en specielt mørk aften, hvor jeg var nået ned ad bakken og gjorde klar til at dreje let i det sving som jeg vidste kom, men ikke kunne se. Mørket omsluttede mig fuldstændig. Kun den tørre lyd fra min skosål og den hårde fornemmelse af astfalt sagde mig, at jeg var på rette vej. Jeg må have drejet for tidligt eller for meget, for pludselig forsvandt den tørre lyd, underlaget blev ujævnt og min cykel bumpede over en gren, der knækkede. Jeg trykkede håndbremsen i bund for at undgå at komme for langt ind i det uvisse og cyklen stoppede brat, da forhjulet ramte et træ.

Stilhed. Jeg stod stille og så rundt. Det var bare mørkt. Øv. Jeg havde ingen idé om hvor langt jeg havde kørt ind i skoven, der var jo ingen garanti for om det træ der havde stoppet min detour lå 1, 3 eller 10 meter inde i skoven. Jeg overvejede mine muligheder, skærpede mine sanser. Jeg havde ikke lyst til at fare vild i skoven ligesom Pernille havde frygtet hun ville, da hun sidst var på besøg.

I ly af mørket besluttede jeg mig for at lægge mig på alle fire, og komme så tæt på underlaget, i et forsøg på at finde astfalten igen. Astfalten som var mit svar på kontrol i en verden hvor træerne og mørket prøver at overmande en. Langsomt kravlede jeg fremad, famlende i den retning jeg mente at komme fra. Omkring fem meter bevægede jeg mig væk fra cyklen som var parkeret, nu udenfor mine sansers rækkevidde, da jeg mærkede den hårde kolde, glatte overflade, som på alle måder var et fremdlegme i skovens univers, ligesom mig selv. Jeg vendte mig spændt 180 grader og overvejede sandsynligheden for at jeg ikke fandt cyklen igen. Jeg smilede et øjeblik over komikken i at den smarte teenager kravlede rundt på alle fire i en mørk skov og var for første gang taknemmelig for at ingen kunne se det.

Jeg fandt tilbage til cyklen og havde nu nogenlunde skabt en fornemmelse af retning gennem sindrige matematiske overvejelser og alt hvad min bror havde fortalt mig om nord og syd og kompasser og grader. For en sikkerheds skyld trak jeg cyklen gennem skoven, så jeg med begge fødder kunne føle mig frem ad det hårde underlag. Rundt i svinget, lidt ned ad bakke, så op af en kort bakke, op over toppen og endelig, endelig kom Frederiks hus til syne, det første hus efter skoven, som altid lyste op som en frelsende stjerne og man vidste at enden på det mørkeste mørke var slut, indtil næste gang man havde glemt sine lygter.

Herefter var det sidste stykke hjem en leg, , selvom vores hus, lå lige før endnu et hul i en anden skov og selvom jeg vidste jeg skulle dreje lige før skoven startede, kunne min fantasi godt nå at præsentere mig for de første tre-fire potentielle monstre der kunne komme blæsende ud af skoven og hive mig med tilbage ind i mørket.



Måske havde mørket ikke været så farligt hvis man ikke havde haft min fantasi. Men jeg vidste jo der var dyr derinde, og der var tusinder af lyde, når man kørte igennem sådan et mørke. Og udover de to metoder til at navigere i det mørkeste mørke, jeg har nævnt ovenfor med at kigge opad, når månen er fremme og bruge foden til at føle underlaget, når skyerne intet lys lukker ind, er der kun én ting, der kan skabe en vis distance til alle de væsner, der kan gemme sig bag de uidentificerede lyde, som mørket kaster mod en. En sang! Syng! Syng højt og gerne en glad sang, måske en lidt helte-agtig sang, som kan fylde en med mod og tro på at man nok skal komme igennem det. Jeg kan anbefale Heal The World med Michael Jackson eller Hero med Mariah Carry, men vælg selv en du synes, giver dig styrke, hvis du en dag skal begive dig ind i det mørkeste mørke.


Båndoptageren

Noget af det første jeg husker fra jeg var barn er, når vi optog på kassettebånd, min bror og jeg. Nogle gange var det også bare mig alene. Der var noget fascinerende ved at fortælle en historie og så høre sig selv bagefter. Jeg kan huske, at jeg altid synes, at jeg havde sådan en mørk stemme på båndet og det lød næsten ikke som mig, nærmere som en drengestemme. Jeg tænkte tit på om det også var sådan andre hørte den. Nogle gange ønskede jeg, at jeg havde en mere lys og fin stemme, Men samtidig havde jeg ingen anelse om hvordan man lavede den om.

På en af de mange bilture ned gennem tyskland har jeg lavet en båndoptagelse, hvor jeg med en alvorlig stemme fortæller om dagens nyheder, eller dem jeg havde fundet på. Det mærkelige er, at jeg ikke kan huske selve turen, hvor jeg har optaget det, men når jeg høre båndet bliver jeg ført lige tilbage til situationen.

Vi har hørt disse bånd et utal af gange ved familiesammenkomster. Der er nogle favoritter iblandt. Jeg selv holder nok mest af den fortælling min bror lavede med en nisse der var ude og lede efter risengrød, men han mødte en tiger og den havde kun noget leverpostej. Jeg kan huske, da han optog historien og han havde en veninde til at hjælpe med lydeffekterne. Hun kunne få to plastikskåle til at lyde som hestesko, hvilket jeg var meget imponeret over. Jeg måtte kun kigge på og jeg skulle være helt stille så man ikke hørte mig på båndet. Jeg sad så stille jeg kunne og håbede at jeg endda ville få lov at være med på en af hans optagelser.

Jeg selv var ikke så kreativ. Min favorit i familien må være min genfortælling af GREASE, som jeg var meget betaget af. Især det musikalske indslag, hvor jeg så godt jeg kunne, sang de engelske sange og ord, som jeg ikke vidste hvad betød. Men det betød jo ikke noget for mig, jeg bestemte mig bare selv for hvad det betød, dengang var det ikke vigtigt at andre også forstod det. Og når man hører det bagefter, kan man ikke andet end være imponeret over evnen til at efterligne og direkte kopiere uden nogen form for forståelse eller sammenhæng.

Der naturligvis også klassikeren, hvor min storebror optager, mens vi leger gemme med hans kammerater. Jeg var ikke ret gammel og forstod ikke idéen i at optage en gemmeleg, og det var da også først til sidst i legen at jeg gennemskuede hvad der lå bag. Jeg havde allernådigst fået lov at være med til at lege med de store. Min bror havde nogle venner på besøg og normalt fik jeg ikke lov at være med. Jeg var meget beæret, og jeg indviede i at være den der skulle finde, selvom jeg synes, det var vildt svært, for de store var gode til at gemme sig. Jeg brugte lang tid på at lede og følte mig en smule fortabt.

Endelig dukker min bror op, hvorfra ved jeg ikke, men han kommer hen og spørger med et lille smil på læben om jeg ikke kan finde nogen af dem. Jeg kan høre på ham at jeg har fejlet og jeg synes, det er lidt pinligt at det ikke er lykkedes for mig. Jeg nikker svagt, og giver ham ret. Jeg kan ikke finde dem. Han kigger drillende og siger, ”jamen, så må du jo give op. Giver du op, Marieke? Gør du?” ”Ja ok, jeg giver op”, siger jeg og sukker.

Straks vrimler det frem med mennesker, især husker jeg Steffen, som havde rullet sig ind i et tæppe, som altid havde ligget rullet sammen i det hjørne. Hvordan skulle jeg nogensinde have gætte at han lå i det. Mens jeg imponeret ser til, hiver min bror hans båndoptager frem og siger ind i højtaleren. ”Hørte du det, båndoptager, Marieke gav op, Marieke gav op. Jeg kan stadig høre hans stemme i hovedet, når jeg tænker på det. Jeg blev ikke synderligt ked af det, jeg tror bare, jeg tænkte, sådan skal det nok bare være. Når jeg kigger tilbage på det, tænker jeg, at andre måske synes, at det var ikke særlig pænt gjort af min bror, sådan at ydmyge sin fem år yngre søster. Men jeg var jo bare glad for at jeg måtte være med, så jeg tænkte slet ikke på det på den måde. Jeg troede nok bare, det var sådan man legede.


Vi har hørt båndet mange gange siden, men det er ved at være længe siden nu, fordi vi ikke har nogen kassetteafspiller mere. Men det er en vildt oplevelse af høre disse små stykker lyd, nærmest LIVE fra fortiden. De kan live op i alle de andre registreringer af oplevelsen, som kroppen har gjort. Duftene, farverne og den kræssende følelse af det blå gulvtæppe.