Noget af det første jeg husker fra jeg var barn er, når vi optog på kassettebånd, min bror og jeg. Nogle gange var det også bare mig alene. Der var noget fascinerende ved at fortælle en historie og så høre sig selv bagefter. Jeg kan huske, at jeg altid synes, at jeg havde sådan en mørk stemme på båndet og det lød næsten ikke som mig, nærmere som en drengestemme. Jeg tænkte tit på om det også var sådan andre hørte den. Nogle gange ønskede jeg, at jeg havde en mere lys og fin stemme, Men samtidig havde jeg ingen anelse om hvordan man lavede den om.
På en af de mange bilture ned gennem tyskland har jeg lavet en båndoptagelse, hvor jeg med en alvorlig stemme fortæller om dagens nyheder, eller dem jeg havde fundet på. Det mærkelige er, at jeg ikke kan huske selve turen, hvor jeg har optaget det, men når jeg høre båndet bliver jeg ført lige tilbage til situationen.
Vi har hørt disse bånd et utal af gange ved familiesammenkomster. Der er nogle favoritter iblandt. Jeg selv holder nok mest af den fortælling min bror lavede med en nisse der var ude og lede efter risengrød, men han mødte en tiger og den havde kun noget leverpostej. Jeg kan huske, da han optog historien og han havde en veninde til at hjælpe med lydeffekterne. Hun kunne få to plastikskåle til at lyde som hestesko, hvilket jeg var meget imponeret over. Jeg måtte kun kigge på og jeg skulle være helt stille så man ikke hørte mig på båndet. Jeg sad så stille jeg kunne og håbede at jeg endda ville få lov at være med på en af hans optagelser.
Jeg selv var ikke så kreativ. Min favorit i familien må være min genfortælling af GREASE, som jeg var meget betaget af. Især det musikalske indslag, hvor jeg så godt jeg kunne, sang de engelske sange og ord, som jeg ikke vidste hvad betød. Men det betød jo ikke noget for mig, jeg bestemte mig bare selv for hvad det betød, dengang var det ikke vigtigt at andre også forstod det. Og når man hører det bagefter, kan man ikke andet end være imponeret over evnen til at efterligne og direkte kopiere uden nogen form for forståelse eller sammenhæng.
Der naturligvis også klassikeren, hvor min storebror optager, mens vi leger gemme med hans kammerater. Jeg var ikke ret gammel og forstod ikke idéen i at optage en gemmeleg, og det var da også først til sidst i legen at jeg gennemskuede hvad der lå bag. Jeg havde allernådigst fået lov at være med til at lege med de store. Min bror havde nogle venner på besøg og normalt fik jeg ikke lov at være med. Jeg var meget beæret, og jeg indviede i at være den der skulle finde, selvom jeg synes, det var vildt svært, for de store var gode til at gemme sig. Jeg brugte lang tid på at lede og følte mig en smule fortabt.
Endelig dukker min bror op, hvorfra ved jeg ikke, men han kommer hen og spørger med et lille smil på læben om jeg ikke kan finde nogen af dem. Jeg kan høre på ham at jeg har fejlet og jeg synes, det er lidt pinligt at det ikke er lykkedes for mig. Jeg nikker svagt, og giver ham ret. Jeg kan ikke finde dem. Han kigger drillende og siger, ”jamen, så må du jo give op. Giver du op, Marieke? Gør du?” ”Ja ok, jeg giver op”, siger jeg og sukker.
Straks vrimler det frem med mennesker, især husker jeg Steffen, som havde rullet sig ind i et tæppe, som altid havde ligget rullet sammen i det hjørne. Hvordan skulle jeg nogensinde have gætte at han lå i det. Mens jeg imponeret ser til, hiver min bror hans båndoptager frem og siger ind i højtaleren. ”Hørte du det, båndoptager, Marieke gav op, Marieke gav op. Jeg kan stadig høre hans stemme i hovedet, når jeg tænker på det. Jeg blev ikke synderligt ked af det, jeg tror bare, jeg tænkte, sådan skal det nok bare være. Når jeg kigger tilbage på det, tænker jeg, at andre måske synes, at det var ikke særlig pænt gjort af min bror, sådan at ydmyge sin fem år yngre søster. Men jeg var jo bare glad for at jeg måtte være med, så jeg tænkte slet ikke på det på den måde. Jeg troede nok bare, det var sådan man legede.
Vi har hørt båndet mange gange siden, men det er ved at være længe siden nu, fordi vi ikke har nogen kassetteafspiller mere. Men det er en vildt oplevelse af høre disse små stykker lyd, nærmest LIVE fra fortiden. De kan live op i alle de andre registreringer af oplevelsen, som kroppen har gjort. Duftene, farverne og den kræssende følelse af det blå gulvtæppe.
På en af de mange bilture ned gennem tyskland har jeg lavet en båndoptagelse, hvor jeg med en alvorlig stemme fortæller om dagens nyheder, eller dem jeg havde fundet på. Det mærkelige er, at jeg ikke kan huske selve turen, hvor jeg har optaget det, men når jeg høre båndet bliver jeg ført lige tilbage til situationen.
Vi har hørt disse bånd et utal af gange ved familiesammenkomster. Der er nogle favoritter iblandt. Jeg selv holder nok mest af den fortælling min bror lavede med en nisse der var ude og lede efter risengrød, men han mødte en tiger og den havde kun noget leverpostej. Jeg kan huske, da han optog historien og han havde en veninde til at hjælpe med lydeffekterne. Hun kunne få to plastikskåle til at lyde som hestesko, hvilket jeg var meget imponeret over. Jeg måtte kun kigge på og jeg skulle være helt stille så man ikke hørte mig på båndet. Jeg sad så stille jeg kunne og håbede at jeg endda ville få lov at være med på en af hans optagelser.
Jeg selv var ikke så kreativ. Min favorit i familien må være min genfortælling af GREASE, som jeg var meget betaget af. Især det musikalske indslag, hvor jeg så godt jeg kunne, sang de engelske sange og ord, som jeg ikke vidste hvad betød. Men det betød jo ikke noget for mig, jeg bestemte mig bare selv for hvad det betød, dengang var det ikke vigtigt at andre også forstod det. Og når man hører det bagefter, kan man ikke andet end være imponeret over evnen til at efterligne og direkte kopiere uden nogen form for forståelse eller sammenhæng.
Der naturligvis også klassikeren, hvor min storebror optager, mens vi leger gemme med hans kammerater. Jeg var ikke ret gammel og forstod ikke idéen i at optage en gemmeleg, og det var da også først til sidst i legen at jeg gennemskuede hvad der lå bag. Jeg havde allernådigst fået lov at være med til at lege med de store. Min bror havde nogle venner på besøg og normalt fik jeg ikke lov at være med. Jeg var meget beæret, og jeg indviede i at være den der skulle finde, selvom jeg synes, det var vildt svært, for de store var gode til at gemme sig. Jeg brugte lang tid på at lede og følte mig en smule fortabt.
Endelig dukker min bror op, hvorfra ved jeg ikke, men han kommer hen og spørger med et lille smil på læben om jeg ikke kan finde nogen af dem. Jeg kan høre på ham at jeg har fejlet og jeg synes, det er lidt pinligt at det ikke er lykkedes for mig. Jeg nikker svagt, og giver ham ret. Jeg kan ikke finde dem. Han kigger drillende og siger, ”jamen, så må du jo give op. Giver du op, Marieke? Gør du?” ”Ja ok, jeg giver op”, siger jeg og sukker.
Straks vrimler det frem med mennesker, især husker jeg Steffen, som havde rullet sig ind i et tæppe, som altid havde ligget rullet sammen i det hjørne. Hvordan skulle jeg nogensinde have gætte at han lå i det. Mens jeg imponeret ser til, hiver min bror hans båndoptager frem og siger ind i højtaleren. ”Hørte du det, båndoptager, Marieke gav op, Marieke gav op. Jeg kan stadig høre hans stemme i hovedet, når jeg tænker på det. Jeg blev ikke synderligt ked af det, jeg tror bare, jeg tænkte, sådan skal det nok bare være. Når jeg kigger tilbage på det, tænker jeg, at andre måske synes, at det var ikke særlig pænt gjort af min bror, sådan at ydmyge sin fem år yngre søster. Men jeg var jo bare glad for at jeg måtte være med, så jeg tænkte slet ikke på det på den måde. Jeg troede nok bare, det var sådan man legede.
Vi har hørt båndet mange gange siden, men det er ved at være længe siden nu, fordi vi ikke har nogen kassetteafspiller mere. Men det er en vildt oplevelse af høre disse små stykker lyd, nærmest LIVE fra fortiden. De kan live op i alle de andre registreringer af oplevelsen, som kroppen har gjort. Duftene, farverne og den kræssende følelse af det blå gulvtæppe.
0 kommentarer:
Send en kommentar