Køreture

Vi kørte meget i bil da jeg var barn. Jeg elskede det. Der var noget fortryllende ved bare at læne sig tilbage og lade eventyret køre forbi. Som regel havde jeg ingen idé om hvor vi skulle hen, men jeg vidste dog, at når vi stod op midt om natten og blev båret ud i bilen, hvor der var lavet en dejlig seng på bagsædet mellem tasker og ting og sager, hvor min bror og jeg kunne sove indtil morgensolen vækkede os et sted i Tyskland, så var vi på vej til Holland! Ned til farmor og farfar. Et stort eventyr for en lille pige, hvor man skulle opleve en masse nye ting, men også en masse velkendte som man kun oplevede sammen med farmor og farfar. I Holland havde de mange spændende ting, som man ikke havde i Danmark. Solbærsodavand, spiseligt papir, kinesisk mad og vla, en sød slags budding-yoghurt ting som man ikke får andre steder.


Nogle gange skulle vi ikke så langt, men det var altid spændende hvor vi skulle hen. Selvom de havde fortalt det, kunne man jo aldrig være sikker. Det var især dejligt om aftenen, hvis man havde været på besøg hos nogen inde i byen og skulle hjem. Så kunne man lægge hovedet op af vinduet eller endnu bedre ligge ned på mors lår og kigge ud. Og det ville være helt mørkt, og gadelygterne ville langsom bevæge sig forbi i en uendelig, rolig rytme, som gjorde mig utrolig søvning. Og hvis jeg på mirakuløs vis holdt mig vågen længe nok, hvilket kun skete meget sjældent, holdt gadelygterne op og mørket kom helt tæt på. Så vidste jeg, at vi snart var hjemme, for ude hvor vi boede var der ingen gadelygter.