Mørket har fyldt meget i min opvækst, ikke på en negativ måde, nok mere som en udfordring.
Ikke kun for mig, men også mine venner.
Op igennem skoletiden, kunne det godt være svært at lokke vennerne på besøg selvom jeg kun boede et par kilometer væk. Især i vintermånederne når det blev tidligt mørkt, var det nok lidt nemmere at gå ind til naboen i villakvarteret end at hoppe på cyklen og køre ud i mørket og uvisheden for at komme ud til mig, derude hvor gadelygterne ikke eksisterede.
Min bedste veninden har én gang taget udfordringen op, hvilket siger noget om hvor god en veninde hun er! Hun tog med mig hjem efter skole, vel vidende at det ville være mørkt, meget mørkt, når hun skulle cykle hjem. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at min far har tilbudt at køre hende hjem. Men Pernille er både stædig og beskeden og har nok overbevidst ham om at det var overhovedet ikke noget problem at cykle de par kilometer og det var jo kun den første kilometer, der ikke var gadelygter. Så hun hoppede på cyklen og trampede derudaf.
Omkring en halv time senere ringede hendes mor og spurgte om hun ikke snart kom hjem. Min fars blik stivnede, mens han fortalte at hun var kørt for længe siden. Han ville straks køre ud og lede efter hende. Efter et kvarters tid ringede Pernilles mor igen og fortalte, nærmest undskyldende at nu var hun kommet hjem, lidt rystet, men også lidt pinlig berørt. Det vidste sig at Pernille var kørt forkert.
Da hun vidste at hvis hun kørte til venstre ad vejen fra vores hus, ville hun blive nød til at køre igennem et stykke skov. Og selvom man ikke tror det kan blive meget mørkere, så når man kommer ind i skoven, bliver mørket alligevel en tand dybere og lidt mere uhyggeligt. Derfor havde Pernille besluttet at prøve at køre i den modsatte retning, i håb om at hun kunne komme hjem uden at skulle igennem skoven.
Almindelige mennesker, med en middelmådig stedsans, vil nok kunne regne ud, at den modsatte vej, sjældent fører i samme retning som den vej du skulle have kørt. Men man har heldigvis senere fået konstateret at Pernilles stedsans er lidt udover det sædvanlige, nærmest ikke tilstede, og man kan derfor kun have blid medlidenhed med hende, da hun truet af frygt for det mørkeste mørke, valgte så urationelt at køre i den modsatte retning end den hun egentlig skulle have kørt.
Hun er nu en yderst kompetent kvinde indenfor videnskaben og jeg er sikker på, at hendes evne og mod til at gå en den modsatte retning vil føre hende langt i hendes karriere.
Jeg selv oplevede det mørkeste mørke, da jeg begyndte at cykle i skole. Det var rimelig sejt ikke at skulle med skolebussen om morgenen ligesom de små i området. Men det var så til gengæld rimelig nederen, træls, når man havde glemt sine lygter og skulle cykle hjem uden efter gymnastik om aftenen.
Men dengang havde man ikke mobiltelefon, og kunne ikke ringe efter kære far, som kunne komme en til undsætning. Så man måtte bare op på stålhesten og minde sig selv om at man også var en stor pige og at skoven var et fredeligt sted også om natten. Jeg vidste præcis hvor mange gadelygter der var frem til hullet.
Hullet ind til skoven. Hullet ind i det mørkeste mørke, hvor man ikke kunne se en hånd for sig. Jeg undrede mig gang på gang over, hvem i himlens navn der synes det var smart at stille alle gadelygterne langs markerne hvor månen gav masser af lys og så stoppe lige inden skoven, og hermed overlade små piger på cykel til nattens og heldets skæbne i et modigt forsøg på at overvinde fantasiens rige rolleliste af væsner, som potentielt kunne indfinde sig på de 600 meter vej som var omslugt af det mørkeste mørke skov. Men der var kun én vej. Ned af bakken, ind i hullet.
Det første stykke måtte man bremse lidt, for ikke at få for meget fart på, før øjnene havde vænnet sig til mørket. Hvis man var heldig og månen var fremme, ville øjnene opfange kontrasten mellem træerne og himlen og kiggede man op, kunne man se ruten som en stribe af gråt mellem træernes mørke kroner.
Hvis man var uheldig, var det en af de der grå, frysende vinteraftner i januar, hvor himlen var dækket af tunge skyer, som ikke lukkede den mindste smule lys ind i verden. I det tilfælde var den bedste metode at stille sig op i pedalerne, bøje lidt i knæene og sætte en fod let på astfalten ned ad bakken. Så kunne man nemlig høre om man befandt sig på vejen og på rette spor mod civilisationen udenfor, eller om man var på vej ind i mørkets uforudsigelige, fatasifulde eventyrunivers, hvor der højst sandsynligt fandtes nogle meget ubehagelige eksistenser.
Jeg husker en specielt mørk aften, hvor jeg var nået ned ad bakken og gjorde klar til at dreje let i det sving som jeg vidste kom, men ikke kunne se. Mørket omsluttede mig fuldstændig. Kun den tørre lyd fra min skosål og den hårde fornemmelse af astfalt sagde mig, at jeg var på rette vej. Jeg må have drejet for tidligt eller for meget, for pludselig forsvandt den tørre lyd, underlaget blev ujævnt og min cykel bumpede over en gren, der knækkede. Jeg trykkede håndbremsen i bund for at undgå at komme for langt ind i det uvisse og cyklen stoppede brat, da forhjulet ramte et træ.
Stilhed. Jeg stod stille og så rundt. Det var bare mørkt. Øv. Jeg havde ingen idé om hvor langt jeg havde kørt ind i skoven, der var jo ingen garanti for om det træ der havde stoppet min detour lå 1, 3 eller 10 meter inde i skoven. Jeg overvejede mine muligheder, skærpede mine sanser. Jeg havde ikke lyst til at fare vild i skoven ligesom Pernille havde frygtet hun ville, da hun sidst var på besøg.
I ly af mørket besluttede jeg mig for at lægge mig på alle fire, og komme så tæt på underlaget, i et forsøg på at finde astfalten igen. Astfalten som var mit svar på kontrol i en verden hvor træerne og mørket prøver at overmande en. Langsomt kravlede jeg fremad, famlende i den retning jeg mente at komme fra. Omkring fem meter bevægede jeg mig væk fra cyklen som var parkeret, nu udenfor mine sansers rækkevidde, da jeg mærkede den hårde kolde, glatte overflade, som på alle måder var et fremdlegme i skovens univers, ligesom mig selv. Jeg vendte mig spændt 180 grader og overvejede sandsynligheden for at jeg ikke fandt cyklen igen. Jeg smilede et øjeblik over komikken i at den smarte teenager kravlede rundt på alle fire i en mørk skov og var for første gang taknemmelig for at ingen kunne se det.
Jeg fandt tilbage til cyklen og havde nu nogenlunde skabt en fornemmelse af retning gennem sindrige matematiske overvejelser og alt hvad min bror havde fortalt mig om nord og syd og kompasser og grader. For en sikkerheds skyld trak jeg cyklen gennem skoven, så jeg med begge fødder kunne føle mig frem ad det hårde underlag. Rundt i svinget, lidt ned ad bakke, så op af en kort bakke, op over toppen og endelig, endelig kom Frederiks hus til syne, det første hus efter skoven, som altid lyste op som en frelsende stjerne og man vidste at enden på det mørkeste mørke var slut, indtil næste gang man havde glemt sine lygter.
Herefter var det sidste stykke hjem en leg, , selvom vores hus, lå lige før endnu et hul i en anden skov og selvom jeg vidste jeg skulle dreje lige før skoven startede, kunne min fantasi godt nå at præsentere mig for de første tre-fire potentielle monstre der kunne komme blæsende ud af skoven og hive mig med tilbage ind i mørket.
Måske havde mørket ikke været så farligt hvis man ikke havde haft min fantasi. Men jeg vidste jo der var dyr derinde, og der var tusinder af lyde, når man kørte igennem sådan et mørke. Og udover de to metoder til at navigere i det mørkeste mørke, jeg har nævnt ovenfor med at kigge opad, når månen er fremme og bruge foden til at føle underlaget, når skyerne intet lys lukker ind, er der kun én ting, der kan skabe en vis distance til alle de væsner, der kan gemme sig bag de uidentificerede lyde, som mørket kaster mod en. En sang! Syng! Syng højt og gerne en glad sang, måske en lidt helte-agtig sang, som kan fylde en med mod og tro på at man nok skal komme igennem det. Jeg kan anbefale Heal The World med Michael Jackson eller Hero med Mariah Carry, men vælg selv en du synes, giver dig styrke, hvis du en dag skal begive dig ind i det mørkeste mørke.

0 kommentarer:
Send en kommentar